Hvordan støtter jeg bedst mit barn til at blive nikotinfri
Når ens barn bruger nikotin, kan det vække bekymring, tvivl og en følelse af usikkerhed. Du kan stå med spørgsmål om, hvad der er det rigtige at gøre. Måske mangler du konkrete råd, eller måske har du bare brug for at tale med nogen. Det er helt naturligt - du er ikke alene. Hos Stoplinien er vi her for at støtte både dig og dit barn.
Nikotin er stærkt vanedannende, og for mange er det en proces at blive nikotinfri. Det er helt normalt, at det kræver flere forsøg. Tålmodighed, omsorg og vedholdenhed kan gøre en stor forskel undervejs.
Når du kontakter Stoplinien, møder du rådgivere, der lytter og tager udgangspunkt i dit barns og din families situation. Vi ved, at motivation og parathed kan variere, og at det kan være en balancegang at sætte overskuelige mål. Dialog, der bygger på forståelse, giver ofte de bedste forudsætninger for forandring. Sammen kan vi tale om, hvordan du kan tage en åben samtale med dit barn om nikotin – uden løftet pegefinger.
Nogle generelle ting, du som forælder kan være opmærksom på
Vær tydelig og nysgerrig
Tal med dit barn om, hvordan du ser på brugen af nikotin, og hvorfor det bekymrer dig. Vær samtidig nysgerrig på, hvorfor dit barn er begyndt at bruge nikotin, og hvad de oplever, at de får ud af det.
Motivation og timing
Sammen med dit barn kan I forsøge at finde ud af, hvilke ændringer der kan hjælpe dit barn i retning af et stop. Forvent, at samtalen kan opstå flere gange. Motivation kan ændre sig undervejs, og det er en naturlig del af processen.
Små skridt
For mange kan små skridt være vejen frem. Når man arbejder med forandring, kan det hjælpe at sætte overskuelige delmål. Det kan for eksempel være at udskyde brugen, nedtrappe forbruget eller gøre det mere besværligt at få fat i nikotinproduktet. Små ændringer fortjener også anerkendelse og kan styrke oplevelsen af succes og troen på egne evner.
I står ikke alene
Udover at I altid er velkomne til at kontakte Stopliniens professionelle rådgivere, kan det også være en hjælp at tale med andre forældre. Udveksling af erfaringer kan give støtte og inspiration til, hvordan I sammen kan skabe nikotinfrie rammer for unge.
Gratis rådgivning
Stoplinien tilbyder rådgivning til både unge og forældre. I kan ringe sammen eller hver for sig på 80 31 31 31 og få professionel støtte – uanset hvor I er i processen.
Vi ved, at forandring tager tid. Hos Stoplinien er I ikke alene – vi er her for at støtte jer hele vejen.
Nogle unge har også glæde af digitale værktøjer, som for eksempel appen Kvit, der kan støtte i et nikotinstop. Andre finder genkendelse og støtte i onlineuniverset Break-Up, som tager udgangspunkt i de følelser og overvejelser, der kan opstå i forbindelse med et stop.